Noget om Amerika

Kronikker, noveller o.a. Congo er dobbelt (kronik), 8.9.90 Landskaber (essay), i generationsantologien: Museum midt på dagen, 1991 Det store kys (kronik), 5.10.91 Lyrik og monument (kronik), 17.10.92 En mand (novelle), i antologien: Skud. Erotiske fortællinger, 1993 Den amerikanske vugge (kronik), 25.6.94 Vera Winkelvir, Flora og andre damer (artikel), i tidsskriftet: Nordisk Lyrik/ Nordic Poetry 1984-1994, 1994 Kunstens orkanøje (kronik), 20.1.95 Kvindens muse (kronik), 24.3.96 Al den snak om helte (kronik), 9.11.96 Om Leif Panduros Øgledage (artikel), i antologien: Læsebogen. Danske forfatteres yndlingslæsning 2, 1998 Drømmemanden (essay), i antologien: Drømmemanden, 1998 Digitale kvinder (kronik), 13.6.98 Den rå åndelighed (kronik), 16.3.99 Hinsides grædemuren (kronik), 17.6.01 En ærlig feminist (kronik), 22.6.03 Og godt (digt), i digtantologien: Digte til min elskede, 2004

Af Connie Bork DET VAR en aften, som hele USA og meget af verden havde ventet på. Det var Oscar-uddelingernes aften. De flotte kjolers, champagnens, magiens og pengenes aften. Ville Titanic synke under vægten af sine forventede Oscars, eller hvad? Vi sad i vores amerikansk bredstribede sofa, i Californien. Ved siden af mig sad Celine Dion-eksperten. Øjeblikket oprandt. Den smækre sangerinde Celine Dion trådte frem på scenen i en overmåde nobel kjole, der matchede halssmykket Havets Hjerte, der dinglede om halsen på Celine. Celine sang ”My heart will go on”. Og så slog hun sig på hjertet, mens smykket fløj ud i luften. - Wow, udbrød jeg. Og det var her Celine Dion-eksperten brød ind med en kommentar: - Det gør hun altid, slår sig på brystet. Jeg er ikke fortrolig med Celine Dions koncertvaner, men det var i dette øjeblik, mens smykket fløj ud i luften, og hånden dunkede ind i hjertet, at jeg vidste Celine Dion var lavet af et helt andet materiale. At hun var en sand primadonna, at hun ikke går af vejen for en gestus, der fortæller om patos, om stor, stærk følelse, og at hun kunne få sit publikum til at svinge med. Celine Dion er i slægt med Pavarotti og hans ædle, hvide lommetørklæde. Det er gestussen, der rammer tilskueren, hvad enten det er svededugen, der hentes frem hos Pavarotti, eller hånden der dunker ind i brystet. Verden var blevet en primadonna rigere. Men Pavarottis og Celine Dions veje skilles også, for mens Pavarotti er tung gang på jorden, så er Celine Dion kølig, ædel, slank, som et bud fra en anden verden. Uddrag fra kronikken ”Digitale kvinder” (Pol. 13.6.98).