En moderne

feminist on/off

 

 

50 I DAG. I en af Connie Borks bedste Kroniker: ´En ærlig feminist´ (2003) – skrevet i kølvandet på pragtfilmen ´The Hours´- beskriver hun den engelske forfatter Virginia Woolf som ”en moderne on/off feminist”. Et meget rammende skudsmål, der for så vidt kunne passe på Bork selv.

 Denne kloge kone, der med en uddannelse som cand.mag. i dansk og filmvidenskab i bagagen har taget på tommelfinger rundt i poesien og prosaen. Som digter, underviser og anmelder – altid med hjerne og hjerte i konstant vibrerende dialog. Og sit køn som mere eller mindre kraftfuldt og bevidst afsæt. Debuten ´Det bløde pigekød´ faldt i hvert fald både tematisk og tidsmæssigt sammen med debuten som moder. Det var i 1982/83.

 Siden har Bork givet sine kønsfæller voksent modspil i et utal af anmeldelser, indlæg og essays.

 Men ikke kun det. Det er litteraturen som sådan, kvaliteten før dagsordenen, der rager op i Borks progressive cv, hvor Paul Auster og USA står side om side med Thit Jensen og Roskilde – fødselarens aktuelle bopæl efter flere afhoppere til Californien.

 Ikke mindst i perioden som litteraturanmelder her på bladet (1987-2004) har Connie Bork formået at kombinere det kritiske blik med en kærlig tone. Og sætte præcise ord på såvel det unge og vilde som på det litterære arvemateriale, fremtiden skal bygge på. Eller som Bork profetisk skrev i den nævnte Kronik: ”Også om tyve år, når dagens små piger skal ud for at finde deres forbilleder, vil hun (Woolf, red.) være relevant”.

 Ligesom begavede formidlere formentlig vil have deres berettigede gang på Jord. I hvert fald har landets connaisseurs for længst fået øje på Connie Borks evner i den retning, idet hun gennem årene har bestredet en række tillidshverv i litteraturmiljøets indercirkler.

 

LISE GARSDAL

 

 

(Politiken den 23/3-08)